Kirken
Stauning Kirke er fra år 1150
Et oplagt besøg er også Stauning Kirke, som hver dag ringer solen op. Kirken er opført omkring 1150 i romansk stil, og er som områdets øvrige kirker åbent for besøgende i dagstimerne.
Kirkebygningen
Der, hvor Stauning Kirke ligger, var der tidligere en trækirke. Tilbage fra denne kirke eksisterer endnu en enkelt egebjælpe, der opbevares på Danmarks nationalmuseum.
Den nuværende kirke er bygget omkring år 1150 i romansk stil med senere tilføjelser. Nyest er tårnet i gotisk stil fra ca. 1450.
Fra ca. år 1150 til år 1300 blev der i Danmark bygget omkring 1500 landsbykirker og de fleste står der endnu som et vidne om den største samlede byggeindsats i Danmarks historie.
Også internationalt er vore kirker ganske enestående. En udlænding har engang sidestillet den kraftanstrengelse det dengang har været på så få år at bygge alle disse kirker, med ægypternes pyramider.
Forholdsmæssigt har indsatsen som nok været endnu større, og til forskel fra pyramiderne er vore kirker ikke til for dødens skyld, men for livets, og har været i næsten daglig brug lige siden.
Hvor som helst man stiller sig op i et dansk kirketårn, vil man i klart vejr kunne se adskillige andre tilsvarende kirker. Kirkerne er ikke museer eller turistseværdigheder, de er levende Gudshuse, der vidner om den uforanderlige tro, der i tusind år har været danskernes. Og de skal naturligvis behandles derefter, under såvel gudstjenester som turistbesøg.
Stauning Kirke er bygget af granitkvadre samlet sammen på sognets marker. Senere tilføjelser er dog i munkesten.
Kirkegården omkranses af en middelalderlig stenmur og ved indgangene ser man stadig færistene der skulle hindre kvæget adgang til kirkegården.
Stauning Kirke er usædvanlig stor, hvilket antyder at sognet middelalderen igennem har været meget velstående på grund af kvægopdræt på fjordengene. Kvæget blev eksporteret helt til det nordlige Tyskland.
Det er ligeledes usædvanligt, at der er våbenhus ved den oprindelige kvindeindgang i kirkens nordside. Måske var kvinderne i Stauning særligt krigeriske. Sådan er det ikke mere… nu bruges våbenhuset mod nord som kapel og indgangen er muret til.
Kirkens indre
I kirkens indre er der bjælkeloft, og den smukke romanske korbue er bevaret. Kun i sakristiet og i tårnrummet, hvor nu orglet står, er der gotisk loft med krydshvælv.
Granitdøbefonden, med bånd-fletninger på kummen, er fremstillet samtidig med kirken. Til venstre for korbuen hænger et krucifiks i sengotisk stil. På den anden side af triumfvæggen er nu ophængt det oprindelige “låg” til døbefonden.
Over dette ses en pelikan der hakker sig selv i halsen. Man troede før i tiden at pelikaner på denne vis fodrede ungerne med deres eget blod, og pelikanen var derfor et billede på Kristus der har ofret sit blod for os. Jesus kaldtes “vores pelikan”.
Kirkestolene
Det meget smukt udskårne og malede træinventar er fra omkring år 1600 i nederlandsk renæssancestil.
Ornamenteringen er et fornemt eksempel på den såkaldte “beslag-ornamentik” der kaldes således fordi den, med sine kun svagt fremhævede figurer, har til formål at efterligne smedede jern-beslag.
På den øverste stolegavl i nordsiden ses en pelikan, og øverst i sydsiden en enhjørning, traditionelt et billede på jomfruelighed og renhed som symboliserer Kristi renhed og hans magt til at afværge alt ondt.
Blandt kirkestolene ses en enkelt med det skårne årstal 1616. Den tilhørte i sin tid kirkeværge Svend Chr. Olufsen, der i 1654 skænkede kirken de på løvefødder stående alterstager. Han har åbenbart derved følt sig berettiget til sin egen plads i kirken.
Prædikestolen
Motiverne på prædikestolen svarer hver til et led i trosbekendelsen. På det første fra venstre ser vi Gud som skaberen, og djævelen som fristeren ved syndefaldet. Derefter følger Jesu livs- og lidelseshistorie, lige fra undfangelsen på Mariæ bebudelses-dag frem til opstandelsen påske-dag og himmelfarten på Kristi himmelfartsdag. Det sidste felt beskriver Helligåndens komme ved pinsefesten, den Helligånd der nu gennem 8-900 år har forkyndt evangeliet ved ca. 50.000 søn- og helligdagsgudstjenester i Stauning kirke.
I de mindre relieffer ses Evangelisterne, derefter Samson ved Gazas byport, Samson der dræber løven og under pinsebilledet ses Jonas der udspyes af hvalfisken mund. - En fortælling, der traditionelt tolkes som et billede på hvordan også vi, som Jesus, skal opstå fra dødsriget, således som det sker hver gang evangeliet forkyndes, og som det skal ske på dommedag.
Alteret
Det oprindelige opmurede alter står stadig i kirken, men det er nu skjult bag smukke paneler med relieffer der forestiller de fire evangelister.
Altertavlen er, som det meste af inventaret, fra 1600-tallets første halvdel. Det er i to stokværk. Maleriet i midterfeltet er fra nyere tid.
Alteret omkranses af en præstestol (skriftestol) og en degnestol.
Alterklokken ved siden af alteret er i dag en sjældenhed i danske kirker. Den brugtes i katolsk tid til at fortælle menigheden, der på grund af en port ikke kunne se hvad der skete i koret, at nu blev brød og vin forvandlet til Kristi legeme og blod. Fra reformationen og frem til 1840 blev den brugt af degnen til at markere gudstjenestens begyndelse.
Tavlerne
I skibets nordside ses en lille sort tavle der fortæller at der på 7 måneder i 1603 døde 150 sognebørn af pest i den østre del af Stauning sogn. Det var formentlig over halvdelen af den daværende befolkning.
I Tårnrummet sidder ligeledes en lille mindetavle til minde om Chr. Nielsen der faldt i kamp for fædrelandet ved Dybbøl i 1864 og derfor med rette mindes som en helt.
Ellers domineres skibet af det ikke ligefrem elegante, men imponerende og interessante epitafium på nordvæggen, bekostet af præsteenken Maren Pedersdatter i 1733 “ Til husets prydelse/ forfædrenes minde, for alting Gud til ære og Lov som/ har bevaret denne familie i Stauning præstekald/ fra reformationens tid.”
Det var den gang meget almindeligt at præsteembede og præstegård gik i arv i familien, og naturligvis især et så rigt og indbringende kald som det i Stauning har været. Hvad såvel kirke som præstegård vidner om.
Billedet i epitafiet forestiller en dommedagsscene. Som ofte ved sådanne er de frelste i øverste venstre hjørne ganske anonyme, mens de fortabte har bevaret deres personlighedstræk.
Det fortælles at manden med allongeparykken er en dengang nylig afdød person som Maren Pedersdatter havde et horn i siden på.
Dommedagsbilledet blev efter ordre fra en - for den tids typisk- biskop, der ville nøjes med at forkynde “den glade kristendom” overmalet fordi helvedet, som han sagde “var forestillet så stygt at det kunne være for meget til forskrækkelse”. Biskoppen må altså formodes at mene, at helvede alligevel ikke er så galt når alt kommer til alt!
I dag er man åbenbart mere hårdføre end i 1836 eller så er man bare ligeglad, thi nu ser vi atter det oprindelige motiv.
I de mellemliggende år fungerede epitafiet som præstetavle. Denne er nu flyttet til tårnhuset, hvor man kan se rækken af præster fra reformationen og frem til i dag. Der har været mange store personligheder som præster i Stauning i tidens løb, og endnu flere der uden store armbevægelser trofast passede deres arbejde og forkyndte det af modeluner upåvirkede og uforanderlige kristne evangelium i medgang i modgang.
Om end det ikke er som forkynder, så er den i nyere tid mest kendte præst i Stauning digteren Vilhelm Gregersen, som var her fra 1886-97, og som skrev digte og sange, blandt hvilke den mest kendte nok er julesangen “Der er noget i luften.” Den synges meget i Stauning.
Tårnet
Det gotiske tårn er forneden bygget af kvadre og for oven af munkesten. På alle fire gavle er der parvise glamhuller der afsluttes af smukke hvælvinger.
For nylig er der i tårnet indsats redekasser til tårnfalk og kirkeugle. Kirkeuglen er meget sjælden og den i Stauning er derfor en ornitologisk attraktion. Såvel den som falken er åbenbart uforstyrrede af kirkeklokken der ellers er usædvanlig stor og særdeles klangfuld, og som kan høres langt ud i det spredte sogn. På klokken står indskriften:
JEG RINGER OG KIMER
TIL HØJTIDSTIMER
TIL HJERTERNES MØDE
MED GUD.
CLAUS THOMAS NIELSEN
